Når der går ånder i legetøj
Jeg har tidligere fortalt at jeg i 2012 der bare på så mange punkter var lige lidt for meget! Som jeg har fortalt min mor døde, min x valgte at svine min familie til på en sådan måde at det virkede som om jeg stod alene, en veninde valgte at gøre præses det hun sagde hun aldrig kunne finde på, en pædagog fra pigernes frit valgte at indlede en “heksejagt” på mig, den sidste del her med pædagogen har jeg så fortalt om tidligere. Der skete rigtig mange ting det år og selv om jeg er en der rimelig livsglad person, kan jeg også ryge i et mørk hul og det gjorde jeg!
Den gang var pigerne små og jeg havde opdaget at min ældste, lige som jeg, kan se ting mærke ting osv…. hun var begyndt at være bange for at være i hjemmet, jeg ved ikke om de ting hun har fortalt mig er regtige, eller en del af det at vokse op og være bange. Men jeg ved der skete mærkelige ting.
En aften hvor jeg skulle jeg ligge mine piger i seng, ville de sove sammen men de ville ikke sove i det værelse der var den yngste værelse , det havde de bestemt ikke løst til den aften. Så måtte de bare sove i den andens værelse, hvad var lige problemet her? Jeg tænkte ikke mere over det og gik først i seng sener.
Et par timer sener skulle jeg i seng og går forbi værelse til den yngste, da jeg går forbi døren til dette værelse, høre jeg en hendes talende dukke sige ” MOR hvad skal vi lege?” og jeg står uden for døre og tænker jeg har sq da pillede batterierne ud af den dukke!…
Jeg går ind i værelset, samler dukken op og kigger på hende. ” MOR jeg fryser”, der var et lille skrig inden i mig, for jeg ligger mærke til at der faktisk er pisse is koldt i værelset, så koldt at jeg kan se ånde ud af munden på mig, ligesom om vinteren, jeg vender hende om, batterierne er der ikke – for jeg har fjernet dem!
Jeg vender hende om igen og hun siger “hvad skal vi lege mor!”, jeg smide hende på sengen, bekæmper en trang for at kæle dukken med hovedpuden. Min tanker er for en i helvede det gør man kun på film, syndes så stadigvæk lige at dukken er for klam og smider hende ind under sengen i skabet lukker lågen, sætter en børnestol for og griner lidt af hvor ynkelig jeg lige er: Går forbi et bord med et puslespil der brøler, når det ikke er samlet og det brølede af mig da jeg går forbi, jeg blev så forskrækket at jeg hoppede hen til reolen hvor to zuzzu pets blev aktiveret og sprintede hen over hovet på mig. Med hjertet helt oppe mellem ørene, lukkede døren og sagde det må jeg tage mig af i morgen og lagde mig til at sove……-ja – jeg lage mig til at sove!!
Dagen efter da jeg har fuldt pigerne på fritt og skole kigger jeg til dukken……hendes ansigt er totalt smeltet og jeg smider hende ud i skakten (ja ja det må man ikke for det er noget der skal afleveres på genbrugen ?) men det gjorde jeg altså og selvfølge skrev jeg hele oplevelsen på FB, hvor min gran kusine skriver:
“HVORDAN KUNNE DU!!!:::JEG VILLE TÆNKE AT DUKKEN KOM KRAVELENDE OP HVERGANG JEG SKULLE SMIDE NOGET UD…og krasse på indersiden osv….”
og gæt en gang hvad gjorde jeg de næste måneder!!?? TAK GRAN!!…..ha ha øøøhh ?
Når jeg tænker over denne oplevelse i dag, føles det som en prøve, ikke en prøve fra den åndelige verden, men fra “livet”. De tidspunkter i væres liv hvor vi er helt nede i kuld kældrene, er vi mere modtagelige over for de lidt mere tunge/mørke (imangel af bedre ord) energier. Det er ikke ensbetydende med at vi er dårlige mennesker eller at “det onde” har magt over os. Det er ensbetydende med at vi skal lære at håndtere det -og det kan vi godt!
Hvis nu jeg havde jeg blevet bange og vækket pigerne og løbe skrigende fra lejligheden, så ville der måske vær sket mange andre sjove ting. Men det gjorde jeg ikke, jeg grinte af mig selv og syndes at det var helt ok at jeg var ynkelig. Det der var der fik ikke magt eller næring – men forsvandt…..
Billet er fra filmen Chucky
